Nyhed |  08.03.2010

Plej din bil og naturen!

Bilvask er godt både for bilen og trafiksikkerheden. Og når det gælder om at passe på miljøet er maskinvask at foretrække frem for manuel vask.

Det er vigtigt, at din bil bliver vedligeholdt. En af de nemmeste måder at gøre det på, er ved at holde bilen ren. Er bilen snavset, bindes der endnu mere snavs på bilens overflader. Det gælder især i vådt og fugtigt føre og om vinteren, når der er strøet salt på vejene. Snavs på bilen holder på fugten og kan medføre rustdannelser.

 

Men også af hensyn til trafiksikkerheden er det vigtigt at holde bilen ren. Udsynet skal være klart i alle bilens vinduer og spejle. Men også lygter og nummerplader skal holdes rene. Derfor er det vigtigt at vaske bilen regelmæssigt – enten ved maskinvask på servicestationen eller manuelt derhjemme. Hvad er så bedst for bilen og miljøet?

 

Maskinvask eller manuel vask?
Maskinvasken har den store fordel, at man her kan vælge forskellige vaskeprogrammer alt efter behov.

 

Når man vasker sin bil i vaskehallen, kan der på nogle biler være mindre kroge, hvor børsterne ikke kommer ind. Men efter et par vaske i vaskehallen finder bilejeren disse steder og kan hurtigt vaske dem af inden maskinvasken.

 

Nogle gange hævdes det, at det slider på bilens lak at komme ofte i vaskehal. Det er dog en skrøne, som hører fortiden til. De vaskebørster, der benyttes i vaskehallen i dag, giver en skånsom vask af bilens overflade. Men er man ikke meget omhyggelig med den manuelle vask, kan det derimod medføre mange småridser i overfladen.

 

Pas på naturen
Ind indimellem støder man på den påstand, at manuel bilvask er bedre for miljøet end maskinvask.

 

1/3 del af samtlige bilvaske af personbiler i Danmark, vaskes manuelt. Ca. 2/3 dele af spildevandet fra manuelle bilvaske nedsiver direkte i jorden, eller bliver udledt helt urenset direkte til vandområder. I flere europæiske lande har man derfor direkte forbudt at hjemmevaske biler, hvor vaskevandet siver direkte ned i jorden, eller løber direkte ud i sø, vandløb eller hav via regnvandssystemet.

 

”Så kan man naturligvis etablere vaskepladser for manuel bilvask, men her stilles der miljømæssige krav om indretning, som svarer til de krav, der stilles til de automatiske vaskeanlæg - med sandfang og olieudskiller. Desuden skal vandet afledes til det offentlige spildevandssystem, og ikke til regnvandssystemet”, siger Teknik- og miljøchef Michael Mücke Jensen fra Energi- og olieforum.

 

I de nyeste vaskehaller bruges omkring 30-40 liter vand til en vask, mens der til en manuel vask let bruges 200 liter.

 

Energi- og olieforums medlemmer har alle i et samarbejde med Miljøstyrelsen udfaset vaske- og rengøringsmidler, der indeholder de svært nedbrydelige A- og B-stoffer.

 

Hensynet til miljøet bør være et fast element i alle vore handlinger - også når vi vasker vores biler!

 

Gode råd:
• Man bør vælge det vaskeprogram, man vurderer, der er behov for. Når vi vasker tøj, vælger vi også det vaskeprogram, vi finder mest velegnet.

 

• Der er klart oftere behov for vask – herunder undervognsvask i vinterperioden, men undervognen bliver i høj grad også snavset om sommeren. Det sker ved kørsel på støvede men også fugtige og våde vejbaner, hvad de relativt ofte er i Danmark - også om sommeren.

 

• Den dyreste vask er ofte den med lakforsegling. Det er ikke hensigten, at man skal vælge det program hver gang. Afhængig af overfladens tilstand og årstid, anbefales denne behandling ved hver 4. eller 5. vask.

 


Link til mere info:
Læs meget mere om miljø og bilvask her.

Yderligere information
Michael Mücke Jensen 
Teknik- og miljøchef
Emner
Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.